Et nyt skoleår er i gang, og i Gentofte Kommune viser de seneste trivselsmålinger et positivt billede af elevernes skoledage. I den nationale trivselsmåling for skoleåret 2025/26 svarer 82 procent af eleverne i 4.-9. klasse i Gentofte Kommunes folkeskoler, at de "tit" eller "meget tit" er glade for deres skole. Det er 11 procentpoint over landsgennemsnittet, hvor tallet er 71 procent.
Samtidig viser målingen, at trivslen i Gentofte går frem på alle fire områder, der måles på: faglig trivsel, social trivsel, ro og orden samt støtte og inspiration.
Michael Fenger, Borgmester i Gentofte Kommune, glæder sig over tallene ved skolestart:
"Det meget positivt, at så mange elever i Gentofte svarer, at de er glade for deres skole," siger han.
"Gode skoledage bliver skabt i fællesskab. Elever, medarbejdere, skoleledelser og forældre bidrager alle til, at børnene møder ind til trygge fællesskaber og gode læringsmiljøer," siger han.
Samtidig understreger Michael Fenger, at de positive målinger ikke betyder, at arbejdet er færdigt:
"Selvom mange elever trives og er glade for deres skole, ved vi også, at der er børn, som kan have ondt i maven over at skulle afsted. Dem må vi ikke glemme. Arbejdet med trivsel er en vedvarende opgave, og alle børn skal opleve, at de hører til i skolens fællesskaber," siger han.
Den nationale trivselsmåling gennemføres hvert år blandt elever i folkeskolen. I Gentofte Kommune var svarprocenten i den seneste måling 88 procent.
|