Pressemeddelelse
4. januar 2018
 
 
 
 
 
 

Morten Steen Hebsgaard er Gentoftekunstneren 2018

 
 
 
 

Hvert år i januar udnævner Gentofte Kommune en lokal, professionel kunstner til Gentoftekunstner for året. I år går æren til Morten Steen Hebsgaard.

 
 
 
 
 
 
 
 

Morten Steen Hebsgaard er samtidskunstner og han arbejder med både installationer og skulpturelle værker. Han har især markeret sig som en del af den anerkendte kunstnergruppe A Kassen, og både her og i sin egen praksis er han optaget af almindelige, ofte trivielle, genstandes evne til at ændre form og betydning. Med simple virkemidler transformerer han hverdagsgenstande til nye objekter, der åbner for nye betydningsdannelser. Hans arbejde er fuld af humor, og han er optaget af at arbejde både analytisk og stedsspecifikt.


I princippet bare en gren?

I forbindelse med udnævnelsen til Gentoftekunstneren 2018 har Morten Steen Hebsgaard skabt 15 værker til Gentofte Kommune, som bruges til gaver i forbindelse med mærkedage til bl.a. foreninger, skoler og institutioner: I arbejdet har han interesseret sig for Gentoftes historie og den symbolik, der findes i byvåbnet og i borgmesterkæden, som i øvrigt er landets første. Konkret har han fundet nedfaldsgrene fra lindetræer langs Jægersborg Allé og forsølvet dem. Han forklarer: 

 

- Grenene er fundet langs Jægersborg Alle på strækningen, der tidligere førte ned til Jægersborg Slot, som blev revet ned i 1761. Træerne her er mere end 300 år gamle. Jeg kan godt lide tanken om, at dem, der modtager et værk i gave, får en del af Gentoftes historie. Jeg vil også gerne udfordre den konventionelle tanke om 'værket'. Det er jo i princippet bare en gren. Men grenen er jo udvalgt og forhøjet. Den får betydning ved at blive sat i scene. 

 

Borgmester Hans Toft siger: 
- Morten Steen Hebsgaard er en spændende kunstner. Han leger med både humor og skarpsindighed med kunstens form og publikums forventninger, og det er interessant. At han tager udgangspunkt i Gentoftes lokale historie og symbolik giver værkerne relevans og en særlig tyngde: Simple grene er fundet, og de får ny betydning i hans bearbejdning. Det er flot, og det er en glæde at udnævne ham til Gentoftekunstneren 2018.


Med anerkendelsen følger en pris på 25.000 kr. Der holdes reception for Morten Steen Hebsgaard den 10. januar kl. 16 på Gentofte Rådhus.


Om Gentoftekunstneren

Siden 1994 har Gentofte Kommune årligt udnævnt en billedkunstner bosiddende i Gentofte Kommune til Gentoftekunstner. Den udpegede kunstner modtager en pris på 25.000 kr. og producerer et antal kunstværker, som anvendes til repræsentationsgaver i det indeværende år. Derudover figurerer et af Gentoftekunstnerens værker på årets julekort.


Udnævnelsen af Gentoftekunstneren skal bidrage til at skærpe opmærksomheden omkring kulturen i Gentofte Kommune og sætte fokus på de kunstneriske potentialer, som findes i her.

 

Om Morten Steen Hebsgaard
Morten Steen Hebsgaard er født i 1977 og er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og fra Städelschule i Frankfurt, Tyskland. Han har i samarbejede med A Kassen haft udstillinger i både ind- og udland. 
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Kommunikationskonsulent Pia Andersen Høg, pah@gentofte.dk, 51 44 12 54