Pressemeddelelse
8. februar 2021
 
 
 
 
 
 

Hvordan har du det?

 
 
 
 

Hvert fjerde år tager regionerne pulsen på danskernes sundhed - nu er det tid igen. Resultaterne fra undersøgelsen bruger Gentofte Kommune til at målrette sine sundhedstilbud. Undersøgelsen er særligt relevant i år på grund af coronapandemien.

 
 
 
 

Har du nogen at tale med? Har du været ved egen læge? Ryger du? Er din livskvalitet påvirket af coronapandemien? Spørgsmål som disse og flere til lander i løbet af de næste par måneder i e-Boksen hos ca. 300.000 borgere i hele Danmark - heraf hos 4.900 gentofteborgere.

 

Den store spørgeskemaundersøgelse af danskernes sundhed, 'Hvordan har du det?', gennemføres for fjerde gang og er særligt relevant nu, hvor vi står midt i en global sundhedskrise.

 

- Undersøgelsen er meget vigtig for os i kommunerne, da den giver et vigtigt indblik i borgernes sundhed, sygdom og trivsel, og hjælper os med at forebygge og sætte ind, hvor der er behov. Denne gang bliver det også meget interessant at se, hvordan den nuværende coronapandemi påvirker sundheden og trivslen, og om der er noget, vi kan se, vi efterfølgende skal handle på, siger formanden for Socialudvalget i Gentofte Kommune, Bente Frimodt-Møller.

 

Omsættes til indsatser

Kommunen bruger undersøgelsen i arbejdet med at designe forebyggelsesindsatser og sundhedstilbud og får med undersøgelsen også mulighed for at se udviklingen over tid og sammenligne med regionen og landet som helhed.

 

Kommunens socialdirektør, Helene B. Rasmussen, håber rigtig mange af de udvalgte gentofteborgere vil besvare undersøgelsen.

 

- Jeg håber, så mange som muligt vil bruge tiden på det, da vi bruger undersøgelsens resultater aktivt i vores arbejde til gavn for borgerne selv. For eksempel så vi i en tidligere undersøgelse, at vi havde en gruppe af inaktive voksne, der var i risikogruppen for at udvikle diabetes. Dem blev der lavet en særskilt indsats for med gode resultater. Og som et andet eksempel har de tidligere undersøgelser også været med til at øge kommunens fokus på unge, der er udfordret på deres mentale trivsel, forklarer Helene B. Rasmussen.

 

Vind præmier
Den 5. februar modtager 4.900 tilfældigt udvalgte gentofteborgere spørgeskemaet i deres e-Boks eller i deres almindelige postkasse, hvis de er fritaget digital post. Undersøgelsen løber til og med 12. maj 2021, og svarer man inden da, deltager man i lodtrækningen om forskellige præmier. Resultaterne fra undersøgelsen forventes offentliggjort i starten af 2022.

 

Fakta:

  • Undersøgelsen af danskernes sundhed hedder: Hvordan har du det? Cirka 300.000 danskere over 16 år får et spørgeskema i e-Boks eller med brev.
  • Der er lavet en tilfældig udtrækning blandt borgere på 16 år eller derover i CPR-registret. Undersøgelsen gennemføres i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.
  • Undersøgelsen bliver brugt til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme. Samtidig sætter svarene fokus på danskernes sundhed og trivsel. For at få de mest brugbare resultater, er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaet.
  • De fem regioner, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Statens Institut for Folkesundhed, Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet står bag undersøgelsen.
 
 
 

Vedhæftede filer

Logo Sundhesundersøgelse.jpg
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Kommunikationskonsulent Frederik Georg Stage, M 4012 9265, E-mail: frgs@gentofte.dk