Pressemeddelelse
1. september 2017
 
 
 
 
 
 

Ny vej i Gentofte skal hedde Palle Simonsens Vej

 
 
 
 

Kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune har netop besluttet, at en ny vej i Vangede skal opkaldes efter den tidligere socialminister og finansminister Palle Simonsen. Vejen bliver anlagt i forbindelse med en stor modernisering- og udbygning af bo- og dagtilbud, sociale institutioner og almene boliger i Bank-Mikkelsens Vej-området.

 
 
 
 

Palle Simonsens Vej et oplagt valg

Kendetegnende for området, hvor den nye vej etableres, er de specialiserede sociale institutioner og bo- og dagtilbud for børn og voksne med handicaps og særlige behov. Området er midt i en modernisering og udbygning, som skaber en helt ny identitet og sammenhæng for området, og giver beboerne og personalet nye trygge og hjemlige rammer i hverdagen.

 

Palle Simonsen har i sit lange virke som politiker ydet en stor og betydningsfuld indsats inden for netop disse områder.

 

"Palle Simonsen har i hele sit livslange politiske arbejde altid haft et særdeles stærkt fokus på og udført et fortræffeligt arbejde for samfundets svageste borgere, både som tidligere socialminister og finansminister og også uden for det politiske liv tillige i utallige tillidsposter indenfor handicapområdet i bredeste forstand. Han fortjener at få sit navn på den nye vej i netop dette område, parallelvejen til Bank-Mikkelsens Vej, hvis navn er knyttet til den tidligere og meget kendte forsorgschef N.E. Bank-Mikkelsen", siger borgmester Hans Toft.

 

Palle Simonsen

Palle Simonsen var medlem af Folketinget i perioderne 1968 - 1975 og 1977 - 1989. Han var socialminister (1982 -1984) og finansminister (1984 - 1989), og havde poster som formand for bestyrelsen i Socialforskningsinstituttet (1998-2008), formand for Det Centrale Handicapråd (1990-2004), og formand for Center for Ligebehandling af handicappede og Vanførefonden (1991-2008). Derudover var han med i Repræsentantskabet for Kofoeds Skole og Ældreboligrådet.

 

Han udgav i 2009 bogen "Gemt eller glemt - alle har ret til at være med" om brist i socialpolitikken og frivilligt socialt arbejde. Hans fortsatte engagement i socialt arbejde resulterede blandt andet i, at han sammen med tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 2009 dannede foreningen Det Sociale Netværk, der blandt andet står bag headspace (gratis og anonym rådgivning for børn og unge), de årlige Psykiatritopmøder og hjemmesiden Psykisksaarbar.dk, som sætter fokus på psykisk sårbare og pårørendes situation. Han var næstformand og medlem af Det Sociale Netværks bestyrelse.

Den 25. april 2014 blev han begravet fra Messiaskirken i Charlottenlund.

 

Fakta om Bank-Mikkelsens Vej-projektet

Det omfattende moderniseringsprojekt på Bank-Mikkelsens Vej i Vangede har overskriften 'Det gode liv - i nye rammer' Bank-Mikkelsens Vejs brugere er primært børn, unge og voksne med forskellige handicaps og særlige behov. Området rummer mange forskellige bo- og dagtilbud og sociale institutioner - bl.a. boliger, aktivitets- og samværstilbud, børnehave, fysio- og ergoterapi og trænings og sansetilbud.

 

Første fase af byggeriet er gået i gang og vedrører 48 boliger, som forventes færdig i slutningen af 2018, mens anden fase forventes at stå klar året efter, før det hele afsluttes i 2020.

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Kommunikationschef i Gentofte Kommune, Marianne Grundsøe, tel. 29382501 eller mail  mags@gentofte.dk