Pressemeddelelse
14. august 2017
 
 
 
 
 
 

Presseinvitation til første spadestik for klimatilpasning af Gentofterenden

 
 
 
 

Byggepladsen ved Farumbanen er nu etableret, og entreprenøren går snart i gang med anlægsarbejdet i forbindelse med udvidelsen af Gentofterenden.

 
 
 
 

Vi markerer første spadestik onsdag den 16. august kl. 17-18 i det grønne område ved Ellemosevej og Farumbanen.

 

Ved arrangementet vil der være taler, pølser og vand, plancher om projektet, og der vil være god mulighed for at tale med holdet bag projektet. Interessenter og rendens naboer vil blive inviteret til den festlige markering.

 

Målet med klimatilpasning af Gentofterenden er færre oversvømmelser og et flot, nyt grønt område. Efter planen vil projektet blive afsluttet i sommeren 2019, og kapaciteten i den halvanden kilometer lange rende vil blive øget, så der er plads til mere regnvand. Det betyder, at når det regner kraftigt, vil vandet i højere grad kunne brede sig og fylde renden op, i stedet for at oversvømme haver og stier. Området vil fortsat have gangbroer på tværs af renden og vil kunne bruges som i dag til gang, løb, cykling og ophold.

 

- Udvidelsen af Gentofterenden er det største og et af de første klimatilpasningsprojekter i Gentofte Kommune. Projektet har både fokus på at skabe plads til mere regnvand og områdets landskabelige kvaliteter, og vil komme mange borgere til gode, siger borgmester i Gentofte Kommune, Hans Toft.

 

Renden udvides, så den kan klare kraftige regnskyl op til en 10-års regn, altså en regn der hvert år statistisk set er 10 % sandsynlighed for at opleve. Ved kraftigere regnskyl og skybrud vil der stadig være risiko for oversvømmelser af grunde og stier.

 

Gentofte Kommune og vandselskabet Novafos arbejder tæt sammen om projektet, da der er en fælles interesse i at sikre færre oversvømmelser og et velfungerende afløbs- og vandløbssystem.

 

- Det er et stort og kompliceret projekt, og vi kan desværre ikke undgå gener fra anlægsprojektet undervejs - blandt andet i form af støj og tung trafik. Men vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at begrænse generne og informere løbende om projektet, siger direktør i Novafos, Carsten Nystrup.

 

Gentofte Kommune og Novafos arbejder sammen med de omkringliggende kommuner for en langsigtet, samlet skybrudsløsning.

 

Følg med i anlægsarbejdet på projektets hjemmeside Samvejr.dk/gentofterenden

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Lise Jangmark, lija@novafos.dk, 3945 6773
Stine Berg Andersen, stia@gentofte.dk , tlf. 3998 8244

 
 
 

Vedhæftede filer

Gentofterenden lav vandstand.jpg