Robust budget 2024 med nye indsatser

 
 
 
 

20. september er der indgået aftale om budget 2024 på Gentofte Rådhus. Det er alle partier i Kommunalbestyrelsen, der bekræfter den toårige budgetaftale for 2023-24, der sidste år blev indgået mellem Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten.

 
 
 
 

Partierne noterer med tilfredshed, at der er skabt et lille råderum til en række supplerende, nødvendige og vigtige investeringer i 2024, hvilket sammenholdt med ekstra midler fra økonomiaftalen mellem KL og regeringen muliggør en fortsat robust økonomi.
 

Robust økonomi

Kommuner i hele landet har udfordringer med deres økonomi med pres på de specialiserede områder for børn og voksne og på sundhedsområdet, omkostninger til ukrainske flygtninge, øgede udgifter på grund af flere ældre borgere samt generelt stigende forventninger til den kommunale service. Også i Gentofte Kommune mærkes udfordringerne.

 

Oven i dette kommer, at Folketinget i 2020 vedtog en udligningsreform, som giver Gentofte Kommune en yderligere regning til udligning på 500 mio. kr. hvert år ved fuld indfasning af udligningsreformen i 2025. For at undgå voldsomme serviceforringeler ser partierne sig desværre nødsaget til at følge planen med at hæve skatten med 0,17 procentpoint i 2024 og yderligere 0,22 procentpoint i 2025 - selv om det er imod forligspartiernes ønske.

 

Budget 2024

Forligspartierne afsatte allerede i det toårige budget sidste år store beløb til at realisere kommunens ambitiøse klimaplan og til udfordringen med at sikre tilstrækkeligt med kommunale medarbejdere på særligt de store velfærdsområder.

 

Herudover blev kommunens ungeindsats gjort permanent med en fast bevilling - og der blev afsat midler til at forbedre forholdene for sårbare børn og deres familier, til folkeskolen samt til renovering af veje, cykelstier, fortove og bygninger. Hertil kommer nu en række nye indsatser i 2024.

 

Budget 2024 indeholder bl.a. disse supplerende, nødvendige indsatser:

  • For at styrke fastholdelse- og rekruttering af medarbejdere etableres på baggrund af de gode erfaringer fra skoleområdet nu også på dagtilbudsområdet en traineeordning for pædagogstuderende og lokale mentorordninger for nyuddannede pædagoger. På ældreområdet er der bl.a. afsat penge til at styrke vejledningen af SOSU-elever for at øge kvaliteten i uddannelsen og skabe større motivation for at forblive ansat i kommunen efter endt elevtid. Jobcenteret tilbyder arbejdsløse integrationsborgere et ansættelsesforløb på kommunens plejecentre med henblik på at opnå de kvalifikationer, der skal til for kunne starte en erhvervsuddannelse som SOSU-hjælper. På det specialiserede område er der bl.a. afsat midler til at nedbringe sagsmængden for den enkelte medarbejder i kommunens specialteam for herigennem at skabe højere kvalitet i sagsbehandling og samarbejdet med familierne. Der etableres samtidig et nyt tilbud om familiebehandling og vejledning til familier med børn med psykiatriske udfordringer samt midler til behandling af børn med angst og depression.
  • På skoleområdet fortsætter en række trivselsinitiativer både målrettet særlige målgrupper og målrettet alle elever i 6. og 7. klasse. Samtidig gives alle skoler mulighed for forløb med co-teaching.
  • Der er sat penge af til flere aktiviteter på kommunens plejecentre og til at ansætte unge under 18 år samt at afbøde det høje vikarforbrug. Budgettet indeholder også flere pladser på Gentofte Kommunes daghjem og en styrkelse af demensområdet med bl.a. kompetenceudvikling af medarbejdere uden sundhedsfaglig uddannelse.
  • Endelig har partierne besluttet at udvide rammen for udlån af Gentofte Bibliotekernes digitale materialer, hvilket gør det muligt fra 2024 at genåbne Filmstriben i en ændret form, hvor borgerne kan bruge 8 point om måneden.

Læs mere i den vedhæftede 'Budgetstatus for budget 2023-24.
 

Parterne siger om aftalen:

 

Borgmester Michael Fenger, Det Konservative Folkeparti:


"Takket være en robust økonomi og budgetdisciplin har vi kunnet supplere den toårige budgetaftale fra sidste år med flere nye og vigtige indsatser. Blandt andet på ældreområdet, hvor vi ønsker at skabe mere tid, kvalitet og nærvær i hverdagen. Alle partierne i Kommunalbestyrelsen bakker samtidig op om vores ambitiøse, langsigtede indsatser inden for klima og bæredygtighed samt børn og unges trivsel og sundhed. Og endelig understreger vi også i dette års budget, at kommunen skal være en attraktiv arbejdsplads for både nuværende og fremtidige medarbejdere, hvis vi skal gøre os forhåbning om at kunne levere den gode velfærd for alle aldersgrupper, som borgerne har en berettiget forventning til."

 

Ane Palsberg, Det Radikale Venstre:

 

"Jeg er glad for, at Det Radikale Venstre er en del af Gentofte Kommunes budgetaftale.
Der er mange positive elementer i budgettet. Personligt er jeg glad for de konkrete forbedringer i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på dagtilbudsområdet; for forbedringerne af sagsbehandling af børnesagerne og for trivselsaktiviteter og co-teaching for vores skolebørn.
Ændringen af fritidspasset vil gøre en stor forskel for økonomisk udfordrede familier. De vil fremover kunne få finansieret deres børns fritidskontingent med et loft på 3.000 kr. per barn. På det kulturelle område er genåbningen af Filmstriben også en ændring, som jeg vil fremhæve.
Slutteligt vil jeg gerne takke forligspartierne for det gode samarbejde gennem hele processen."

 

Søren Heisel, Socialdemokratiet:

 

"Vi vil fremhæve to ting:
- Der afsættes i år midler til Filmstriben, så tilbuddet kan genoptages. Sidste år lykkedes det ikke at få forslaget prioriteret, så det er godt at se, at alle partier nu bakker op om forslaget.
- Vores projekt med at opkvalificere herboende borgere fra andre lande på offentlig forsørgelse. Borgerne ansættes ordinært i kommunens jobåbninger indenfor sundhedsvæsenet og får bl.a. undervisning i dansk på arbejdspladsen. Derved får de kvalifikationerne, der skal til for at kunne starte en erhvervsuddannelse som SOSU-hjælper. Vi har afsat penge, så vi kan udvide antallet og fortsætte projektet i 2024. Det er en win-win, borgerne kommer fra offentlig forsørgelse til ordinært arbejde, og kommunen får besat nogle ledige stillinger på sundhedsområdet."

 

Helene Naur Brochmann, Socialistisk Folkeparti:

 

"I SF er vi først og fremmest glade for, at vi er blandt de få kommuner, der ikke har skullet gennemføre ubehagelige besparelser i år, og vi synes at alle dele af budgetaftalen er fornuftige. Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at det er lykkedes at finde penge til Filmstriben igen. Vi er også glade for de mange ekstra tiltag til ældre med plejebehov, og ikke mindst at vi kan give hvert plejehjem 100.000 kr. til ekstra trivselsfremmende aktiviteter, de selv kan bestemme. Og så synes vi det er rigtig godt, at der er fundet midler til at undersøge, hvordan vi som kommune kan arbejde konkret med at forbedre havmiljøet i vores del af Øresund." 

  

Morten Løkkegaard, Venstre:

 

"Venstre er godt tilfredse med et budget, som afspejler Gentoftes fornuftige og økonomisk ansvarlige tilgang til de skattekroner, vi er blevet betroet. Der er fokus på at komme bureaukratisk bøvl til livs, og skaffe 1 pct. ekstra råderum pr år.

Vi er også tilfredse med, at der afsættes ekstra penge til kampen for børns trivsel. Familier med børn med psykiatriske udfordringer vil også nu blive grebet i form af hurtig hjælp med familiebehandling og vejledning.

I Gentofte Kommune ligger vi i top i forhold til alkoholforbrug, hvor mellem 10-20% vokser op i et hjem med et problematisk alkoholforbrug. Vi indgår derfor et samarbejde med TUBA, så 40 unge børn af misbrugere vil kunne få målrettet og evidensbaseret hjælp."

 

Frederik Dehlholm, Enhedslisten:

 

"Det vi lægger særlig vægt på er:
- Genindførelse af Filmstriben. Vi har tidligere rejst krav om dette i Kommunalbestyrelsen.
- Den eksisterende fripasordning til sport til unge fra økonomisk pressede familier har ikke været tilstrækkelig. Nu er der kommet fuld dækning op til 3.000 kr. årligt og samtidig skal familien ikke længere selv lægge beløbet ud.
- Specialteamet i familieafdelingen har længe været presset og desværre lavet en del fejlafgørelser. Dette skulle nu blive bedre med tilførsel af flere ansatte således at den enkelte sagsbehandler sagsantal reduceres væsentligt. Det er et gammelt Enhedslistekrav.
- Der er mange forbedringer for unge og ældre, for bedre forhold for ansatte samt for rekruttering af ansatte til pasning af unge og ældre."

 

 

 
 
 

Vedhæftede filer

Budgetstatus for budget 2023-2024.pdf
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Michael Fenger, Det Konservative Folkeparti, telefon 2332 5511

Ane Palsberg, Det Radikale Venstre, telefon 2246 4995

Søren Heisel, Socialdemokratiet, telefon 2630 0033

Helene Naur Brochmann, Socialistisk Folkeparti, telefon 2120 9598

Morten Løkkegaard, Venstre, telefon 2160 8001

Frederik Dehlholm, Enhedslisten, telefon 2281 1141