Pressemeddelelse
15. august 2019
 
 
 
 
 
 

Kulturfestival med masser af musik og underholdning

 
 
 
 

Over tusind mennesker mødes onsdag den 21. august kl. 11-18 til det traditionsrige arrangement Kultur der Dur, som er en festival for mennesker med handicap og alle andre, der har lyst til en dag med musik og underholdning. I år byder festivalen på navne som Gasbox, Bamse Jam og Shu-bi or not Shu-bi.

 
 
 
 

Hvert år mødes over 1.000 mennesker til festivalen ´Kultur der Dur´

 
 
 
 

Stemningen plejer at være helt i top, når Kultur der Dur hvert år inviterer til en festlig dag i fællesskabets tegn. Som sidste år er Gentofte Sportspark rammen om arrangementet, der løber af stablen for 33. gang.

 

Shu-bi or not Shu-bi åbner festivalen med et show fuld af nostalgi, fis og ballade med afsæt i autentiske Shu-bi-dua-numre fra de gyldne år 1973 - 1982. Senere går Bamse JAM på scenen, mens Gasbox lukker og slukker festivalen med et bredt repertoire af både Gasolin og Kim Larsens populære sange. Jørgen de Mylius lægger også vejen forbi og styrer publikum igennem sin musikquiz med masser af Grandprix-numre. I løbet af dagen gæster også DJ Muneer fra Lav Noget Larm og forskellige brugerbands festivalscenen.

 

Center for Specialterapi står igen i år bag et større aktivitetsområde på pladsen med sjove og udfordrende bevægelsesaktiviteter for alle som fx hoppeborg og high-jumper. I år er der også mulighed for at trække sig og slappe af i et hyggeligt loungeområde.

 

Traditionen tro vil der være forskellige boder med genbrugsting, keramik, glaskunst og andet håndværk fremstillet af mennesker med handicap. Ud over en madbod med salg af sandwich, pasta og vegetarretter får festivalen også besøg af forskellige foodtrucks.

 

Åbning og festivalens kulturpris
Gentofte Kommunes socialudvalgsformand, Bente Frimodt-Møller, åbner festivalen, og Gladsaxe Kommunes borgmester, Trine Græse, overrækker årets Kultur der Dur-pris. Kulturprisen gives til en eller flere personer, som har ydet en særlig indsats eller opnået flotte resultater med at skabe fælles kultur og ligestilling for mennesker med handicap. Trine Græse overrækker også præmier til vinderne af en plakatkonkurrence, hvor borgere fra forskellige sociale tilbud har konkurreret om at lave illustrationer til plakaten og programmet for Kultur der Dur.

 

Billetter

Billetter kan købes ved indgangen til følgende priser:
Børn til og med 4 år: Gratis. Børn og unge mellem 5 og 15 år: 125 kroner. Voksne: 270 kroner.
 

For yderligere oplysninger:

Læs mere om Kultur der Dur på Gentofte Kommunes hjemmeside.

 

Følg Kultur der Dur på http://www.facebook.com/kulturderdur

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Kommunikationsmedarbejder Rikke Strøyer Christophersen fra Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret, tlf.: 20 35 19 82 eller mail rsc@gentofte.dk