Pressemeddelelse
27. oktober 2017
 
 
 
 
 
 

Rosenhaven får ansigtsløft i fødselsdagsgave

 
 
 
 

Rosenhaven i Hellerup fylder 100 til næste år. Men forinden får haven en komplet renovering, så et af G.N. Brandts nøgleværker kan stå i fuldt flor i sin fødselsdagssæson.

 
 
 
 

For snart 100 år siden anlagde kommunegartner G.N. Brandt Rosenhaven i Hellerup Strandpark ud fra ønsket om at vise byens borgere, hvad der til enhver tid er smukt, sundt og velfungerende, når det kommer til roser. Haven har derfor skiftet udseende flere gange gennem tiden, blandt andet med hensyn til antallet af sorter og indretningen af bedene.

 

Nu sker der noget igen. Forud for jubilæumssæsonen i 2018 forskønnes haven, så den trods sine snart 100 år kan møde fremtiden i flotteste stand, samtidig med dens oprindelige struktur bevares.

 

Ny beplantning og nye sorter

Renoveringen indbefatter blandt andet, at samtlige roser i haven graves op og erstattes af nye, friske planter, der blandt andet vil tælle lidt flere rosensorter end i dag. Inden plantningen vil jorden blive dampet, så den er plantemoden igen. Derved undgår man, at der skal gå mindst syv år, før man atter kan plante roser samme sted som før, da roser udtrætter den jord, de står i.

 

De kommende roser vil være sunde og dyrkningsegnede roser. Nærmest stierne plantes der lavere roser, mens der langs kanten vil stå større roser som buskroser, historiske roser og klatrende roser. Roserne i yderkanten får selskab af andre klatreplanter, som skal styrke det frodige udtryk, der også tidligere har været i haven.

 

Plantefelterne inddeles i mindre felter, hvoraf halvdelen dækkes med juleroser og den anden halvdel med roser. Derved forlænges blomstersæsonen i haven, samtidig med at plantefelterne kan skifte plads efter en årrække. På den måde undgår man, at jorden udtrættes og kræver enten udskiftning eller dampning. De nye roser vil blive underplantet med en lav bunddækkende staude og samtidig genetableres nogle af havens oprindelige stiforbindelser.

 

Karen Riis Kjølbye, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget, er glad for den kommende renovering:

 

Jeg ser frem til at opleve Rosenhaven til næste år, når alting blomstrer, og de nye roser folder sig ud i fuldt flor. Samtidig er jeg glad for, at der er skabt en beplantningsplan, der kan holde haven i god form fremover på en lidt mere bæredygtig måde, siger udvalgsformanden og fortsætter:

 

Og så er jeg glad for, at havens ansigtsløft sker i tråd med Brandts tanker og traditioner. Han ønskede jo netop, at Rosenhaven med tiden skulle ændres i sortiment og indretning, så den hele tiden er til inspiration for borgerne. Det formår vi, samtidig med at havens grundlæggende struktur og geometri bevares.

 

 

Tag Margrethe eller Bergmann med hjem

I forbindelse med renoveringen vil Rosenhavens nuværende roser med flotte navne som fx Ingrid Bergmann, Astrid Lindgren og Dronning Margrethe m.fl. blive gravet op. Da mange planter efterhånden er gamle og ikke længere er egnede til parkbrug, tilbydes roserne til borgere, der kan have glæde af dem i deres haver. Det sker lørdag den 4. november kl. 9.00-14.00.

 

Interesserede står selv for opgravningen og der medfølger et navneskilt og en guide til, hvordan man bedst planter og passer roserne i sin have. Hver gæst må tage op til fem rosenplanter med hjem.

 

Om Rosenhaven og G.N. Brandt

Rosenhaven åbnede i 1918 og er anlagt af kommunegartner G.N. Brandt med hjælp fra arkitekt Edvard Thomsen. Hensigten med Rosenhaven såvel som Staudehaven, der er nabo til Rosenhaven, var at vise byens borgere hvad der var smukt, sundt og velfungerende inden for disse plantekategorier. Det er fortsat tanken med Rosenhaven i dag, der pt. rummer mere end 1.400 rosenplanter fordelt på 40 sorter. Roserne, med fornemme navne som Ingrid Bergman, Astrid Lindgren og Dronning Margrethe, findes i mange forskellige farvenuancer fra hvid over gul til mørkerød. Igennem rosenhavens historie har sammensætningen af roser i anlægget ændret sig meget. G.N. Brandt voksede op i Ordrup og blev tilknyttet kommunen som beplantningskonsulent og dernæst kommunegartner

 
 
 

Vedhæftede filer

Rosenhaven.jpg
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Lotte Juul Martini, kommunikationskonsulent, tlf. 3998 3020 eller lotm@gentofte.dk
Henning Uldal, chef for Park og Vej, tlf. 3998 8101 eller hul@gentofte.dk