Stærkt fokus på kompetenceudvikling skal løfte dagtilbud i Gentofte

 
 
 
 

Nyt læringscenter samler og opkvalificerer hele personalegrupper og skaber nye greb i hverdagen. Det skal både styrke kvaliteten og rekrutteringen i Gentofte Kommunes dagtilbud.

 
 
 
 

Der er mangel på medarbejdere i landets kommuner, og i Gentofte Kommune er nytænkning af kompetenceudviklingen et afgørende greb. Det sker i et samarbejde med Experimentarium, hvor det fælles læringscenter, 'Zonen for fællesskabende pædagogik', nu for alvor er skudt i gang.

 
Det betyder nye praksisnære uddannelsesforløb, fri adgang til Experimentarium for alle kommunale og selvejende dagtilbud og en årligt tilbagevendende faglig festival, der netop er afholdt for første gang. 


"Vi tror på, at der er behov for at tænke uddannelse på en anden måde, end vi gør i dag. Der er brug for at kombinere faglig viden med muligheden for at eksperimentere med, hvad der virker i den enkelte børnegruppe og fællesskab. Selvfølgelig ikke mindst for at give kommunens børn en tryg hverdag med fokus på leg, fællesskab og fordybelse, men det er også vigtigt, at vores medarbejdere kan udvikle sig og har lyst til at blive hos os i mange år", siger Christina Wex, formand for Børneudvalget i Gentofte Kommune.

 

Opkvalificering på en ny måde

En af hjørnestene i det nye samarbejde er såkaldte signaturforløb, der engagerer hele personalegrupper i skræddersyede og praksisnære kursusforløb, hvor nye pædagogiske tilgange kan afprøves af hele personalegrupper og sammen med børnene i Experimentariums rammer. På den måde bliver lederne styrket i deres faglige ledelse, og det pædagogerne klædes på, så de kan sætte retning og supervisere de kollegaer, som ikke er uddannet.


Udviklingen af signaturforløbene sker i tæt samarbejde med Københavns Professionshøjskole og Professionshøjskolen Absalon. Første signaturforløb starter i begyndelsen af 2026 og har titlen "Børns deltagelsesmuligheder i legefællesskaber". 


"Vores første signaturforløb retter sig især mod unge medhjælpere, men er for alle institutionens medarbejdere. Der er fokus på børns deltagelse i fællesskaber, og i forløbet vil der blive taget udgangspunkt i de konkrete udfordringer og ønsker i de enkelte institutioner, så det bliver nemt at omsætte i praksis. Derudover har vi et stort håb om, at signaturforløbene også vil styrke medhjælpernes tilknytning til institutionen og alles lyst til at blive i faget og i Gentofte Kommune", chef for dagtilbud Jonas Feldbæk Nielsen.

 

Faglig festival skal sprede de gode ideer

Et andet initiativ, som også skal give ny faglig inspiration, er en årligt tilbagevendende festival - Festival for fællesskabende pædagogik. Den blev afholdt for første gang i november og skal på sigt være en tværkommunal begivenhed på Experimentarium.  


På festivalen delte det pædagogiske personale fra dagtilbud og lokale kulturinstitutioner erfaringer og ideer om konkrete forløb og initiativer. Fra natur og udeliv til nye ideer til at styrke børns deltagelse, når fællesskabet udfordrer. Fra samskabelse med frivillige, forældre og bedsteforældre til inspiration til besøg på lokale kulturinstitutioner. 


Der var også rundvisning med formidlingspiloterne fra Experimentarium. Som en del af samarbejdet om Zonen for fællesskabende pædagogik har alle kommunale og selvejende dagtilbud i Gentofte Kommune nemlig fået gratis adgang til Experimentarium. Det har mange institutioner allerede benyttet sig af - siden januar har der været mindst 166 institutioner på besøg. 

 

Læs mere om Zonen for fællesskabende pædagogik
 

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Mai Brandi Ludvigsen, kommunikationsrådgiver i Gentofte Kommune, 2513 5600 / mblu@gentofte.dk