Pressemeddelelse
9. januar 2018
 
 
 
 
 
 

Gentofte åbner officielt som UNICEF By 2018

 
 
 
 

Gentofte Kommune skyder på onsdag året i gang som UNICEF By 2018. Åbningsarrangementet livestreames via kommunens Facebookside, så alle borgere kan kigge med.

 
 
 
 

I hele 2018 har Gentofte Kommune titel af UNICEF By 2018. Året igennem vil kommunen stå i spidsen for en indsamling til fordel for UNICEFs arbejde for børn og unge på Grønland, og samtidig vil anledningen blive brugt til at sætte lokalt fokus på børns rettigheder med udgangspunkt i FN's Børnekonvention.

 

UNICEF By 2018 indvies officielt:

 

Onsdag den 10. januar kl. 9.30-10

Maglegårdshallen

Bregnerødvej 25, 2900 Hellerup

 

 

Gentoftes borgmester Hans Toft er glad for, at kommunen lige om lidt bliver officiel UNICEF By.

 

- Som borgmester er jeg både glad og stolt over den tillid, som UNICEF Danmark viser Gentofte. Jeg ser det som en unik mulighed for kommune, borgere, virksomheder og foreninger til at gå sammen om den gode sag. Samtidig glæder jeg mig over, at vi sammen med UNICEF har valgt, at årets indsamling målrettes organisationens indsats i Østgrønland, hvor vi i forvejen har et velfungerende venskabsbysamarbejde med byen Tasiilaq.

 

UNICEF Danmarks generalsekretær, Steen M. Andersen, er glad for, at Gentofte Kommune har valgt at tage imod tilbuddet om at blive UNICEF By.

 

- I UNICEF arbejder vi for, at alle børn skal kende deres rettigheder, blive hørt og have et godt liv. Med Gentofte Kommunes støtte kan UNICEF for første gang sætte særligt fokus på børn i Østgrønland og arbejde endnu hårdere for Grønlands børn.

 

Streames til tusinder

Åbningen af UNICEF By foregår i Maglegårdshallen, hvor alle elever fra Maglegårdsskolen vil være blandt publikum. Samtidig streames arrangementet ud til kommunens andre elever og børn i dagtilbud, der er blevet opfordret til at se med. Samme mulighed har alle andre, da streamingen foregår via kommunens facebookside.

 

Arrangementet vil blive ledet af Bubber, tv-vært og UNICEF-ambassadør, der blandt andet vil interviewe børn om forholdene på Grønland, borgmester Hans Toft og UNICEFs bestyrelsesformand, Alfred Josefsen. Årets UNICEF By logo vil også blive præsenteret på dagen og arrangementet bliver afsluttet med sang og musik.

 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

 

Kommunikationskonsulent i Gentofte Kommune, Frederik Stage: Tlf. 4012 9265 Mail: frgs@gentofte.dk

Kommunikationskonsulent i UNICEF Danmark, Mads Nørgaard Larsen: Tlf. 2746 6333 Mail: mnl@unicef.dk