Pressemeddelelse
17. maj 2018
 
 
 
 
 
 

Lokalhistoriker Niels Ulrik Kampmann Hansen får Gentofte Kommunes Initiativpris

 
 
 
 

Årets Initiativpris går til Niels Ulrik Kampmann Hansen for hans omfattende og enestående arbejde med at formidle Gentoftes lokalhistorie. 

 
 
 
 
 
 
 
 

Niels Ulrik Kampmann Hansen er især kendt for sine temahæfter og hundredvis af foredrag om Gentoftes Lokalhistorie. Hans engagement i lokalhistorien er varmt og vedholdende, og efter en lang karriere som lærer i biologi og naturgeografi på Aurehøj Gymnasium vier han nu en stor del af sin tid til det lokalhistoriske arbejde. Han er næstformand i Gentofte Lokalhistoriske Forening og har gennem årene både skrevet og redigeret 15 udgivelser. 


Niels Ulrik Kampmann Hansen er ofte at finde under Gentofte Kultur & Festdage, hvor han inviterer alle interesserede med på vandreture i lokalhistorien. Det gør han også i år, hvor han inviterer på to byhistoriske vandreture i det centrale Gentofte og i Skovshoved Havn.  


Borgmester Hans Toft siger:
- Niels Ulrik Kampmann Hansens viden og engagement i lokalhistorien er imponerende, og gennem hans frivillige arbejde har tusindvis af borgere fået en dybere indsigt i lokalhistorien. Niels Ulrik Kampmann Hansen og Gentofte Lokalhistorisk Forening gør lokalhistorie tilgængelig, så vi alle får adgang til viden om vores historiske rødder. Det er en glæde at kunne overrække årets initiativpris til en lokalhistorisk ildsjæl.

 
Niels Ulrik Kampmann Hansens er både stolt og beæret over at få Initiativprisen:  
- Det er en stor ære. Jeg sætter stor pris på anerkendelsen af det store arbejde i Gentofte Lokalhistorisk Forening, siger han og fortsætter:

 
- Det særlige ved Gentofte er, at man altid har passet på kommunen. Man har tænkt sig om. Der er en omhyggelighed, som er karakteristisk, og derfor er der bevaret rigtig mange kulturspor. Ved man, hvad man skal se efter, så er der masser af tegn fra fortiden omkring os - rester af gamle gårde og fossile spor. Lokalhistorie er stedets historie, forklarer han. 


Reception og byhistorie under Kultur & Festdage
Borgmester Hans Toft overrækker Initiativprisen til Niels Ulrik Kampmann Hansen ved en åben reception fredag den 8. juni kl. 15-16. Det er på terrassen ud for plejehjemmet Salem med udsigt over Gentofte Sø. Umiddelbart efter receptionen inviterer prismodtager alle interesserede med på en byvandring, hvor han viser kulturspor fra den gamle Gentofte landsby. Alle er velkomne.

 
Om Gentofte Kommunes Initiativpris  
Gentofte Kommunes Initiativpris er blevet uddelt årligt siden 2008. Prisen går til en person eller en gruppe af personer, der har gjort en særlig indsats for lokalsamfundet, fortrinsvis inden for det sociale eller kulturelle område, eller for en særlig indsats indenfor idræts- eller erhvervslivet. Udover æren får prismodtageren 25.000 kr.  

 

Initiativprisen er tidligere overrakt til: 

  • Arne Madsen, for sit arbejde i Netværkshuset, 2008 
  • Elevrådet på Ordrup, for deres initiativ til Streetfestivalen, 2009  
  • Teit Andersen, for sit arbejde med Helligdommen Skatebane, 2010 
  • Natteravnene, for arbejdet med at skabe tryghed for unge i kommunen, 2011 
  • Pia Boysen, for sit engagement i børnekorene ved Gentofte og Jægersborg Kirker, 2012 
  • Foreningen Vangedes Venner, for deres engagement i kultur- og fritidslivet i Vangede, 2013 
  • Foreningen Genklange, for initiativ til koncerter, der introducerer klassisk musik for børn, 2014  
  • Sofie Thorhauge, for sit engagement i at skabe kreative værksteder for unge i Det Grå Pakhus, 2015
  • Otte unge, for deres initiativ til velkomstfesten for Gentofte borgere og nyankomne, 2016
  • Foreningen Brandts Haves Venner, 2017.
     
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Pia Andersen Høg, pah@gentofte.dk, 5144 1254