Skovshoved Havhave vinder klimaprisen 2023

 
 
 
 

Foreningen Skovshoved Havhave modtager Gentofte Kommunes Klimapris for sit store arbejde med at formidle viden om livet i havet.

 
 
 
 
Klimapris 2023.jpg
 
 
 
 

Gentofte Kommunes Klimapris 2023 går til Skovshoved Havhave, der startede som forening i 2021 og dyrker marine fødevarer som muslinger og tang i Skovshoved Havn.

Foreningen stiller sig også til rådighed for videnskaben og samarbejder med DTU og Aarhus Universitet om udsætning af sukkertang og undersøgelse af, om det kan mindske næringsstoffer i havmiljøet.

 

Og ikke mindst formidler foreningen viden om livet i havet, bl.a. gennem samarbejder med kommunens folkeskoler og med Aurehøj Gymnasium.

 

Øresund og vores dejlige kyst betyder meget for os alle sammen her i Gentofte. Skovshoved Havhave gør os alle sammen klogere på havmiljøets udfordringer og den blå biodiversitet. Og viser os, hvordan man kan dyrke både lækker og klimavenlig mad lige under havets overflade. Så det er en fortjent vinder af årets pris - i et stærkt kandidatfelt, siger borgmester Michael Fenger.

 

Gentofte Kommunes Klimapris gives hvert år til et initiativ, der har en nytænkende tilgang til løsning af konkrete klimaudfordringer og omsætter FN's verdensmål lokalt og konkret.

 

Klimaprisen blev uddelt første gang sidste år - til Aurehøj Gymnasium - og erstatter den årlige Miljøpris, som Gentofte Kommune uddelte første gang i 2009.

 

Ud over æren får prismodtageren 25.000 kr.

 

Prisen er opstået med udgangspunkt i kommunens klimaplan, som skal sørge for, at vi i Gentofte skal reducere vores klimaaftryk med 90% i 2030.

 
 
 

Vedhæftede filer

Klimapris 2023.jpg
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jesper Benzon Jørgsholm, kommunikationskonsulent, mobil 20655505 og email jzm@gentofte.dk